YOUNG GUN ACADEMY er en moderne, dialogbaseret version af det berømte Fulton skib. Vores skib er ladet med filmproduktion, og i vores arbejde med udsatte unge er det ikke destinationen, der er målet i sig selv - det er rejsen derhen.

YGA tilbyder kursusforløb i filmproduktion til udsatte unge. Den primære målgruppe er de 15-20 årige. 
Gennem filmproduktion i et kreativt og fællesskabskabende miljø styrker YGA de unges kompetencer, læring og tro på egne evner. Vi hjælper de unge med at danne netværk og skaber lyst og vilje til videre uddannelse. Under kursusforløbene har vi mulighed for aktivt at inddrage de unges daglige kontaktpersoner - lærere, kommunernes UU vejledere mm. - og hjælpe dem i tættere kontakt med de unge. Vi samarbejder før, under og efter kursusforløbene med institutioner, erhvervsliv og kulturhuse, f.eks. biografer, i de unges lokalmiljø. Formålet er at give de unges filmproduktion de bedst mulige betingelser og visningsmuligheder, men også at stimulere nye og frugtbare relationer på tværs af de forskellige aktører i lokalsamfundet.

Han kom tilbage til sin klasse og strålede af selvtillid. Han var glad for forløbet og stolt af de film, de havde produceret. Og så var han og forældrene meget glade over, at det var lykkedes at skaffe fuldt tilskud til en plads på ordblindeefterskole efter 9. klasse.
— Klasselærer om en af YGAs elever efter endt kursusforløb

Et favoritemne på YGAs kurser i Nakskov i efteråret 2016 var gyserfilm - her er det hold 1s lille knaldperle af en gyser, "Ikke Efter Midnat".

tumblr_mn8b8sLRb61rkz363o1_1280.jpg

Flamur, Monty og Frederik redigerer med underviser Niels Birkemose - YGAs kursus 2, Asnæs november 2014.  

Forsidebillede: Sonni (med ryggen til) og Flamur i intens boksescene til elevernes afgangsfilm "Dreamer", november 2014. Flamur (16 år) har op til kurset stort set ikke været i skole i 1/2 år, og kommunens UU vejledere har haft meget svært ved at få kontakt med ham. Flamur gennemførte YGA kurset og var glad for og stolt over de udfordringer, han fik på de to uger, som kurset varede og havde flere gode og konstruktive samtaler med UU vejlederne.